De fleste har prøvet at have smerter eller spændinger i nakke og skuldre, og måske endda fået hovedpine af det. Men hvorfor kommer det, hvad er det der sker og hvad kan du selv gøre ved det?
Hvorfor kommer smerten?
Lad os starte med at slå fast at muskler ikke bare spænder op fordi de vil. Der er altid en årsag til at det sker, og det er denne årsag der skal findes og afhjælpes, for bedst at kunne løse problemet.
For mange kommer smerterne når de laver det samme arbejde i lang tid og måske endda i en meget fastlåst stilling, f.eks. ved eksamenslæsning, på kontoret eller i en produktionsafdeling. Denne ensformige belastning af led og muskler medfører en gradvis overbelastning på samme måde som en sko der ikke passer kan medføre en vabel.
Ud over dette er der også andre faktorer der kan være medvirkende. Arbejder man skævt som følge af uhensigtsmæssig indretning af arbejdspladsen, eller har man dårlig kontrol af musklerne i nakke/skulder, vil man automatisk spænde op for at kunne styre det man laver. Også støj, stress eller psykisk påvirkning, kan være årsager der skal tages med i overvejelsen.
Kig på dig selv og dine omgivelser, og vurder hvilke forhold der kan være medvirkende til at du får ondt. Spørg evt. en kollega om denne har lagt mærke til at du har nogle dårlige vaner, som du ikke selv er bevidst om.
Hvad er det der sker?
Ordet spændingshovedpine antyder at problemet har noget med musklerne at gøre. Det er dog sjældent kun musklerne alene der bliver påvirket, men da det er dem man selv kan mærke, vil konklusionen ofte være at, det er der problemet er.
Det er vigtigt at huske på at nakken – som alle andre områder i kroppen – består af flere strukturer der tilsammen har en funktion. Oftest vil både led og muskler derfor være påvirket og kan give smerter. Det giver sig selv at disse områder er bygget til bevægelse og dermed har det bedst når de bliver det. Når led og muskler bliver statiske, bliver belastningen inde i leddet meget lokalt og musklen får ikke tilført nyt blod, som kan føre ilt til musklerne og affaldsstoffer væk igen. Det resulterer i at man mærker træthed, spændinger, smerter osv. Disse gener kan stråle op og give hovedpine.
Hvad kan vi gøre?
Når folk kommer med disse smerter ser vi ofte en kombination af stive led, spændte muskler og en generel dårlig evne til at styre nakke og skulder rigtigt. Dermed spænder man automatisk yderligere op og låser nakke og skuldre fast i en stilling, hvor man kan ”kontrollere” dem. Dette er naturligvis ikke hensigtsmæssigt, og kræver at man sætter ind på alle områderne.
Fysioterapeuten vil kunne arbejde med muskulaturen og mobilisere de stive led.
Der laves et genoptræningsprogram med meget specifikke øvelser. Øvelserne vil typisk stile mod at genopbygge kvaliteten i de daglige funktioner, så man undgår at spænde op igen. Dermed lærer hjernen/kroppen gradvist at arbejde rigtigt, uden at have behov for at spænde op igen.
Hvad kan du selv gøre ved det?
Prøv at finde frem til årsagen til hvorfor du får ondt, og se om der ikke kan ændres noget. Det kan være nødvendigt at ændre måden man arbejder på f.eks. ved at skifte stilling eller lave nogle øvelser for at få gang i nakken igen.
Har du ofte problemer med nakkesmerter, vil almindelig træning (løb, fitness, gymnastik osv.) også have en god effekt. Når du træner bliver led og muskler brugt som de er beregnet til. Det må godt kunne mærkes i nakken når man træner, da det jo netop er de ømme områder der skal bruges. Bliver smerterne værre under træningen, eller får du mere direkte smerter kan det dog være et tegn på at du bør stoppe og få problemet undersøgt. Dette gælder også hvis generne fortsætter i længere tid, eller er tiltagende.
Forslag til ”pausetræning” der kan dæmpe smerterne i nakke, skuldre og hoved:
-
- Træk hagen tilbage, så du retter op i nakken og lav øvelsen ud fra denne position.
- a) Drej (roter) roligt fra side til side. Kom helt der ud hvor du kan mærke at det strammer i siden af nakken
- b) Vip hovedet roligt fra skulder til skulder, til du kan mærke at det strammer godt.
- Træk hagen helt tilbage, og skub derefter helt frem igen. Sørg for at næsen hele tiden peger lige frem
- Hold nakken ret og vip den øverste del af nakken fra side til side. Det er ikke meningen at du skal lave en sidebøjning i nakken, men kun bevæge den aller øverste del. Brug næsen som omdrejningspunkt, evt. ved at sætte en finger på den, eller ved at lave øvelsen foran et spejl
- Træk hagen tilbage, så du retter op i nakken og lav øvelsen ud fra denne position.
Øvelserne er ikke strækøvelser, men beregnet til at få muskler og led bevæget i alle retninger.
Udføres ca. 10 gange i hver retning flere gange dagligt.
- Sving armene samtidig rundt 10-20 gange hver vej.
- Træk skuldrene tilbage, så skulderbladene glider mod hinanden. Før samtidig armene bagud med hænderne tæt på hinanden, og lav små fjedrende bevægelser med armene. Du skal kunne mærke at du bruger musklerne mellem skulderbladene. Gentag 10-20 gange
Forfatter:
Jesper Fried Vive
Fysioterapeut, Cert. MDT, Exam MT